Undgå at blive svindlet når du lejer en feriebolig

31. maj 2022 | Sikker på nettet| 2 min.
Sommerferien begynder at nærme sig, og du har måske allerede lagt planer for lange, solrige dage med leg, grillmad, brætspil og badning. Måske har du endda overvejet at leje et sommerhus, så du og din familie kan komme lidt væk fra de vante omgivelser derhjemme. Men er det nok blot at lave en hurtig Google søgning og klikke på 'booking'-knappen?

Desværre er det ikke alle udlejere, der har rent mel i posen, og derfor er det en god idé at være ekstra opmærksom, hvis du vælger at leje et sommerhus. Udlejning af sommerhuse er nemlig et klassisk område for svindlere, som lokker med hyggelige huse i skønne omgivelser, men bare stjæler dine penge når det kommer til stykket.  

 

Derfor har vi samlet en håndfuld gode råd til dig, der gerne vil have en hyggelig ferie uden at blive snydt i andet end kortspil.  

1. Book gennem en platform

Book og betal altid din feriebolig gennem en af de etablerede udlejningsplatforme, som fx DanCenter eller Airbnb. Udlejningsplatformen vil nemlig typisk have nogle sikkerhedsforanstaltninger, både i forhold til at have bekræftet udlejers identitet og i forhold til at have styr på din betalingssikkerhed. 

2. Kend dine rettigheder

Læs de forskellige handels- og forsikringsbetingelser godt igennem på udlejningsplatformen, så du er sikker på, hvilke rettigheder, du har, hvis der sker noget. På de fleste platforme kan du fx helt eller delvist få refunderet det beløb, du har betalt, hvis din udlejer har snydt dig (og det er også endnu et argument for at holde hele samtalen, inkl. booking og betaling, på udlejningsplatformen).

3. Tjek at du går ind på det rigtige link

Tjek linket når du går ind på en udlejningsplatforms hjemmeside via fx sms eller sociale medier, eller endnu bedre: Skriv selv udlejningsplatformens hjemmeside ind i din browser i stedet for at gå ind via et link. Så er du sikker på, at du havner det rigtige sted, og ikke på en svindelhjemmeside.

4. Hvad siger tidligere lejere?

Tjek udlejerens anmeldelser på udlejningsplatformen for at se, hvordan andre har oplevet at leje en bolig hos vedkommende. Så kan du både se om folk har følt sig snydt, eller om der er andre ting, det er godt at være opmærksom på (fx om folk synes, der larmer eller er beskidt). På den måde får du et godt billede af den overordnede tilfredshed og kan hurtigt afkode om der tale om en loyal udlejer. 

5. Tjek at du giver dine penge til den rigtige udlejer

Hvis du alligevel vælger at leje et sommerhus udenom en af de etablerede udlejningsplatforme, så tjek, at den person, der tilbyder at udleje sit sommerhus, også er den person, der ejer huset. Du kan se, hvem der ejer sommerhuset på boligejer.dk eller tinglysning.dk 

 

Tjek også, at oplysningerne stemmer overens med det navn, der kommer frem, når du skal betale på MobilePay.

Kunne du tænke dig at blive klogere på, hvordan du bliver mere sikker på nettet?

Kunne du tænke dig at blive klogere på, hvordan du bliver mere sikker på nettet?

Så læs vores artikler om digital tryghed. Her får du gode råd til alt fra hvordan du gennemskuer en falsk e-mail til hvad du skal gøre, hvis du bliver udsat for svindel når du handler på en webshop.

Relaterede artikler

Se alle