Fortnite-ordbog til forældre

Er du en bush camper, der aldrig rotater, eller er du bare en n00b, der ikke ved, hvordan man flosser med sin emote? Eller giver det her slet ikke mening?

 

Så er dette indlæg lige noget for dig. Vi har nemlig lavet en Fortnite-ordbog med de vigtigste ord og udtryk, der gør det lettere for dig at være med på dit barns Fortnite-sprog.

Er du i tvivl om, hvad Fortnite er, kan du læse vores Fortnite forældreguide.

Emotes

Du har sikkert set dit barn lave små bevægelser, der kunne minde om en lille dans, som du ikke selv kender til. Det er nok bare dit barn, der forsøger at gengive en emote fra Fortnite. Emotes er de bevægelser og små danse, som karaktererne i spillet kan lave. Der findes et lille udvalg af emotes, der er gratis i spillet. For at få fat i de mange forskellige emotes er man nødt til at købe sig til det.

 

  • Danser dit barn også floss? Flossing er den absolut mest kendte emote. Du kan genkende flossing, når du ser dine børn fægte arme og hofte til hver sin side i et højt tempo

Skins

Taler dine børn om at tage Raven, The Reaper eller kagemanden-outfittet på, så er det ikke kostumet til fastelavn, de taler om. I Fortnite kan man nemlig klæde sin figur ind i alle mulige fantasifulde og skøre udklædninger. Disse udklædninger kalder man skins og de koster som regelt penge. 

 

  • No-skin: En no-skiner er en spiller, der ikke har tilkøbt skins, men som blot spiller i det outfit, som er standard i spillet. Udtrykket no-skiner bruges i nogle tilfælde til at omtale en spiller, der ikke er særlig god til at spille.

V-bucks

“Moar, må jeg få 1000 V-bucks til at købe skins?”. V-bucks er den valuta, dit barn bruger til at købe skins og emotes mm. i Fortnite. For at få V-bucks skal man købe dem med rigtige penge. For omkring ti amerikanske dollars får man 1.000 V-bucks.

 

  • Emotes fås til mellem 200 og 500 V-bucks, hvor Skins fås helt op til 2.000 V-bucks.

 

Bruger dit barn penge på at spille, selvom spillet er gratis? Læs også vores blogindlæg: Gratis spil er sjældent helt gratis.

Drop

Fortnite begynder med, at man hopper ud fra en flyvende bus med faldskærm på ryggen. Her gælder det om at droppe et godt sted, så man kan få den bedste start på spillet.

 

  • Drop-zone refererer til dét specifikke område eller punkt teamet lander på, efter de er hoppet ud fra den flyvende bus.
  • Supply drop refererer til kasser med nye våben og ammunition, der i løbet af spillet bliver placeret, ved hjælp af luftballoner, tilfældige steder på øen.

Loot, no-scope og rotate

Loot: Det første man typisk gør, når man har droppet i Fortnite er at finde det første og bedste våben. Jo bedre dit våben er, jo mere skade gør det på andre spillere. Når du indsamler nye våben mm. kalder man det for ‘looting’.

 

No-scope: No-scope er et udtryk, der bruges, når man får ramt en modstander på meget lang afstand, uden at bruge sigtekornet til at ramme. Når en spiller no-scoper en modstander ses det i Fortnite-verden som en imponerende præstation.

 

Rotate: Hvis du hører Valdemar sidde med drengene i kælderen og råbe: “vi rotater nu”, betyder det ikke, at de drejer rundt om hinanden. Det betyder, at man som hold flytter position fra et sted til et andet.

Build

Hvis du hører dit barn råbe: “BUILD, BUILD, BUILD!”, ind i sit headset, er dit barn formentlig ved at advare sine teammates om angreb, eller fordi dit barn har spottet noget godt loot i nærheden. Når en spiller builder betyder det simpelthen, at der bygges. En spiller kan fx. bygge en trappe op til et højt punkt for at nå en kiste med ammunition, eller bygge sig selv inde i et forsøg på at blokere skud fra en modstander.

 

  • Box er et udtryk, der bruges, når en spiller bygger sig selv ind i en kasse. 
  • Build Battle er når to spillere konkurrerer om at bygge sig til et højere punkt end den anden. Det gør det nemlig nemmere at udslette den anden fra et højere punkt.

Bush Camper

Pas på, der er en bush camper”. Der er forskellige strategier, dit barn kan gå efter i forsøget på at vinde en runde i Fortnite. Én af dem er at campere, eller gemme sig, i en busk og vente på, at en modstander går forbi. Her kan en spiller så forsøge at udslette en modstander i et bagholdsangreb.

Forkortelser

Det er ikke kun i det verbale sprog, det som forældre kan være svært at følge med i. Udover at tale med hinanden i spillet er det også muligt for børnene at skrive beskeder til hinanden. Derfor har vi lavet en lille liste med de mest essentielle forkortelser, der bliver brugt i chatrummet:

 

  • AFK: Away from keyboard
  • BRB: Be right back
  • FTW: For the win
  • GG: Good game
  • IDK: I don’t know
  • L: Loser
  • LOL: Laughing out loud
  • n00b: Nybegynder (kommer af ordet: newbie)
  • NP: No problem