Malte fik misbrugt sine private billeder gennem otte år

15. april 2021 | Digitale krænkelser | 3 min.
Malte Prehns identitet på sociale medier var i flere år styret af en ukendt ”dobbeltgænger”. Politiet tog det ikke alvorligt, juridisk hjælp var der ikke noget af, og til sidst indledte han sin egen jagt på at finde ud af, hvem der stod bag de falske profiler.

I april 2017 havde Malte Prehn fået nok. I et par år havde en anden levet som ham på sociale medier. Hele hans liv i tekst, film og fotos blev løbende stjålet og brugt på falske profiler. Malte Prehn var blandt andet kendt som ”Nikolaj Isaksen”.

 

Malte blev første gang opmærksom på, at en anden udgav sig for at være ham, da en pige kom hen til ham og hans kammerat på Roskilde Festival i 2015. Han fortæller:

quote

Jeg havde aldrig mødt hende før, men hun opsøgte mig som om, vi kendte hinanden og havde en relation. Og jeg havde været en idiot over for hende.

Det undrede ham meget, og han talte med kammeraten om den mærkelige oplevelse. I en periode efter Roskilde fik han flere henvendelser fra piger, der følte sig ført bag lyset og følelsesmæssig misbrugt.

Manglede hjælp

I takt med at de falske profiler fortsatte, steg frustrationen, irritationen og magtesløsheden. Malte kontaktede politiet, men da der hverken var tale om tyveri af penge, seksuelle krænkelser eller misbrug af cpr-nummer, var det ikke muligt for dem at hjælpe. Malte fortæller:

quote

Det var satme svært at finde hjælp nogen steder, og juridisk hjælp fra eksempelvis forsikringsselskaber havde været enormt fedt. Jeg manglede nogen, som kunne hjælpe mig, tage et ansvar og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Nogen at kunne gå til.

Mistro blandt Maltes venner

“Nikolaj Isaksen” havde ikke kun stjålet Malte Prehns billeder. Han havde også stjålet billeder fra Maltes venner, familie, kæresten og kærestens søster. Billeder, der gav profilen stor troværdighed hos ofrene og klart indikerede for Malte, at det var én, som kendte ham godt.

 

Det skabte en mistro.

quote

Jeg gik længe og troede, at jeg var blevet hacket. Jeg skiftede adgangskoder til mine profiler nærmest hver måned. Jeg havde en idé om, at det måtte være en af mine venner, for det føltes som én, der kendte mig vanvittig godt. Jeg blev mistroisk, og jeg tog mig selv i at tænke ”kan det være ham?”

Hvad gør man i sådan en situation?

Serien ”100 falske forelskelser” følger Maltes jagt på ”Nikolaj Isaksen”. Hvad han tror er en mindre gruppe kvinder, som er blevet snydt, viser sig at vokse til over 100. Omkring 10 af dem medvirker i serien, hvoraf enkelte fortæller, at de havde kontakt med ”den falske Malte” første gang i 2012.

"Jeg har fået rigtig meget god respons på serien. Folk er glade for, at der kommer fokus på det, og mange har skrevet om de samme oplevelser. De vil gerne have gode råd, men det er enormt svært at give, for der er virkelig ikke meget hjælp at hente. Derfor vil jeg gerne slå et slag for lovgivning på området."

Kampen for lovgivning gav Malte - og et par af de kvinder der var blevet snydt -  mulighed for at mødes med tre af Folketingets retsordfører. De gik derfra med lovning på at se på problemet. "Selv om der ikke er sket noget konkret endnu, følte jeg, at der var hul igennem. Jeg var lettet og glad over, at der endelig var nogen, som havde lyst til at gøre en forskel og hjælpe. Det var en helt anden følelse end at tale med politiet. Vi må se, hvad der sker. Selvfølgelig skal vi have ret til at bruge sociale medier, men området skal også reguleres, så det ikke er lovligt at begå den slags identitetstyveri" forklarer han.

Vidste du at...

I 2019 lukkede Facebook på verdensplan 5,4 milliarder falske profiler.

Tænk over, hvad du deler

Gør du noget anderledes i dag på dine sociale medier i forhold til før sagen med ”Nikolaj Isaksen”?


“Helt grundlæggende tænker jeg langt mere over, hvad jeg lægger ud. Af princip vil jeg heller ikke lade være med at lægge noget ud, for den frihed vil jeg have.”

 

Rigtig mange danskere har profiler på sociale medier. Hvad er dit bedste råd til dem?


“At man ikke skal ignorere det, hvis man bliver udsat for identitetstyveri, men søge hjælp hos eksempelvis sin forsikring eller foreningen Digitalt Ansvar. Man skal også tænke over, hvem man skriver med, for det kan være hvem som helst uanset hvor ægte, det virker.”

 

Se serien med Malte Prehn og de 100 falske forelskelser her.

Andre personlige historier

Se alle