5 apps til børn, der kombinerer fysiske aktiviteter med det digitale

Smartphones og tablets omtales ofte som forstyrrende elementer i forhold til at skabe fysisk aktivitet hos vores børn. Det digitale fremskridt har dog skabt en masse muligheder for at kombinere det digitale liv med en masse sjov motion. Vi har samlet 5 apps, der fremmer dit barns fysiske aktivitet gennem øvelser, lege, digitale fællesskaber og konkurrencer.

Onsdag den 6. maj 2020

Living Buddy

Living Buddy

Living Buddy er dit barns nye digitale ven, som sørger for lidt aktivitet i hverdagen. Barnets nye “buddy” viser forskellige sjove øvelser, som de kan udføre sammen. Hver gang man udfører en øvelse, får man point, som gør at man stiger i sværhedsgrad. Der kan vælges mellem seks forskellige kategorier, som giver dit barn færdigheder indenfor balance, motorik, fart og styrke. Øvelserne kan være alt fra sprællemænd, til at løbe om kap mod et virtuelt dyr. Udover at lave øvelserne sammen med den digitale træningsven, kan barnet udfordre vennerne i de forskellige aktiviteter.

 

Appen er på dansk og henvender sig til børn over 4 år. Den kan fås gratis til iOS

ARrrrrgh

ARrrrrgh

Splitte mine bramsejl, er I klar på et eventyr? Nu kan du sende dit barn på skattejagt med appen ARrrrrgh. Ved hjælp af AR (Augmented Reality) bruger appen kameraet på din tablet eller smartphone, til at omdanne stuen, haven eller parken til en lille skattejægers paradis. Spillet går ud på, at man spiller én eller flere på ét device. Du kan som forælder starte med, at vælge et sted at grave skatten ned. Det gør du ved at bruge kameraet og finde et passende sted til din virtuelle skat. Ved hjælp af et skattekort og en papegøje som følgesvend, skal dit barn nu finde den nedgravede skat. Appen er på engelsk, men er let at bruge - også for de mindste. Appen er gratis.

 

Den henvender sig til alle over 4 år og fås til iOS og Android.

SpeckTrek

SpeckTrek

Du kender nok Pokémon Go. Men er dit barn mere spøgelsesjæger end Pokémon træner, er denne app perfekt. Appen bruger AR teknologi, som viser spøgelserne på skærmen, imens man bevæger sig rundt i omgivelserne. Når man har lokaliseret spøgelserne og er tæt nok på, skal de fanges ved at trykke på dem. Jagten foregår på tid og man kan vælge tre forskellige længder. Efter jagten kan man sammenligne sit resultat med sine venner og dyste om hvem, der er den bedste spøgelsesjæger. En god måde at få lidt kilometer i benene for hele familien.

 

Appen koster 20 kr. og henvender sig til børn over 4 år. Den fås kun til Android.

Hudl

Hudl

Hudl bruges af mange sportsklubber til at optage og derefter vise øvelser og kampsituationer. Appen kan også bruges til at holde dit barn aktivt ved at indspille øvelser, som de så bagefter kan afspille i slow-motion. Du kan også hjælpe dit barn med at indspille de øvelser, som de gerne vil udfordre deres venner eller søskende til at gøre. Det er en rigtig god måde, at lade dit barn være aktiv med vennerne på, selvom de ikke er sammen fysisk. Dit barn kan helt selv vælge, hvilke øvelser de ønsker at optage. Det kunne være et par dansetrin, slå en vejrmølle, vise hvor mange gange man kan jonglere en bold på fødderne eller noget helt fjerde. Appen har funktioner der gør, at man kan tegne og instruere, så øvelserne er nemme at forstå for modtageren, så kun fantasien sætter grænser. Den kan bruges af børn og voksne i alle aldre.

 

Appen er gratis, men tilbyder tillægskøb i appen. Den henvender sig til børn over 4 år og fås på engelsk til iOS og Android.

Sworkit

Sworkit

Måske har dit barn set dig træne derhjemme? Nu har junior muligheden for at være med, og endda med egne øvelser skræddersyet til børn, der elsker at være aktive. Med kategorier som styrke, hurtighed, smidighed og stående øvelser er der noget for enhver smag. Dit barn kan lave egne rutiner og dele dem med vennerne. Det skal dog understreges at Sworkit kan være lidt svær at navigere rundt i, da den er udviklet til voksne. Derfor er det også en god idé, at en voksen styrer appen og man derfor laver øvelserne sammen.

 

Alle øvelserne i appen er gratis og henvender sig til børn over 4 år. Den fås på engelsk til både iOS og Android