Sådan undgår og stopper du ubehagelige oplevelser på nettet

Hvad kan du selv gøre?

Du skal ikke finde dig i, at andre behandler dig dårligt
Det er dig selv, der bestemmer, hvad du oplever som ubehageligt og sårende. Du skal behandles ordentlig og ikke finde dig i grimt sprogbrug eller drilleri på nettet.

Fortæl det til nogen, du stoler på
Tal med dine forældre, venner, søskende, en lærer eller en pædagog. Synes du, det er svært at tale med nogen, du kender, er der også flere tjenester, som du kan kontakte via chat, mail eller mobil. Der møder du voksne, som lytter og tager dine følelser alvorligt. Det er helt anonymt og gratis:
· Børnetelefonen eller ring på tlf. 116111

Lad være med at svare tilbage på grimme beskeder og kommentarer
Selv om det kan være svært, så lad være med at reagere på grimme beskeder eller kommentarer. Det kan ofte føre til endnu flere ubehagelige beskeder. Blokér den eller de personer, der skriver grimt til dig.

Behold bevismaterialet
Gem beskeder eller tag et screenshot. Det vil gøre det lettere for dig, når du skal vise andre, hvad der er sket.
… og husk, at du aldrig skal dele dine adgangskoder med andre.

Kender du én, som har haft ubehagelige oplevelser online?

Støt den som bliver ked af det, holdt udenfor eller mobbet
Det er vigtigt for personen at vide, at han/hun ikke er alene. Spørg personen, hvordan han/hun har det. Hvis du spørger først, er det lettere for personen at fortælle om det.

Giv besked til en voksen – det er ikke at sladre, men at hjælpe
Det kan være svært for den person, der har oplevet noget ubehageligt online at bede om hjælp. Du kan hjælpe med at tage fat i en voksen, som for eksempel en lærer eller dine forældre. De kan også hjælpe med at kontakte politiet, hvis det er en meget alvorlig sag. At fortælle det til andre er ikke at sladre, men at hjælpe.

Lad være med at give andre dårlige digitale oplevelser
Når du videresender, kommenterer eller liker en ubehagelig besked, en krænkende video eller et billede, som har til formål at såre nogen, så er du selv med til at give andre en dårlig oplevelse. Det er dig selv, som bestemmer, om du vil være med til at sætte en stopper for det. Husk derfor at behandle andre på nettet, som du selv ønsker at blive behandlet.