5 digitale trends du som forælder skal være opmærksom på i 2020

Mandag den 23. december 2019

Vi har netop vinket farvel til endnu et forgangent år – og endda et helt årti. Den digitale verden har ændret alt, men det stopper ikke ved årsskiftet. Her er 5 digitale trends, der fortsætter udviklingen, hvor 10’erne slap – og som er rigtig gode for forældre at holde øje med.

1. Nicheplatforme bliver det nye

1. Nicheplatforme bliver det nye

Det har længe være tydeligt, at ungdommen rykker væk fra Facebook eller slet ikke opretter en profil på platformen til at starte med. I stedet har det været mere visuelle medier som Instagram og Snapchat, der har været dér, det sker. Men i 2020 forudses det, at nyere og mindre sociale platforme vil vinde frem hos de unge. I hvert fald for dem, der er født i 00’er - og 10’erne.

 

Streamingtjenesten og gaming-portalen Twitch er et godt bud på, hvor unge, der går op i gaming, vil bruge mere og mere tid. Her kan man nemlig overvære live esportskampe,  følge med, når ens yndlingsgamer viser, hvordan et spil skal spilles og blive godt underholdt undervejs. 

 

Derudover er appen Houseparty et af de bedste bud på et socialt medie, der kommer til at få stor succes. Her kan man videochatte med op til otte personer ad gangen, noget som teens i både USA og England allerede er i fuld gang med.

2. Influencerne bliver mindre, men mængden bliver større

2. Influencerne bliver mindre, men mængden bliver større

Bloggere, YouTubere og kendte stjerner har længe solgt alt fra safarirejser til tandpasta gennem deres egne kanaler på sociale medier, og det kommer 2020 ikke til at lave om på.


De såkaldte influencers, eller influenter, er kommet for at blive, men hvor det for virksomheder indtil nu har handlet om at finde dem, der havde allerflest følgere, vil vi sandsynligvis se mindre influencers vinde frem. Det har nemlig vist sig, at influencers med en følgerskare på mellem 500-10.000 efterhånden besidder en højere grad af troværdighed end store stjerner med flere millioner af følgere. Det betyder, at det for børn og unge kan gøre det endnu sværere end før at skelne mellem, hvad der er reklame og ikke mindst, hvem der reklamerer.

3. Streamingkrigen fortsætter

3. Streamingkrigen fortsætter

Hvis du synes, at der allerede er mange streamingservices at forholde sig til nu, så bare vent til Disney+ kommer til Danmark. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vælte Netflix af pinden, men når Disney lancerer sin tjeneste i Danmark i løbet af 2020 varer det måske ikke ved. Med 7.500 afsnit af populære tv-serier, et katalog på 400 film og 25 eksklusive tv-serier, vil børn og barnlige sjæle formentlig se en masse værdi i det, som tjenesten har at byde på.

 

Og som om det ikke skulle være nok, ser det også ud til at Discovery Networks’ streaming service DPlay kommer til at lokke alle dem, der elsker dansk indhold, reality og dokumentarer til at punge yderligere ud.

4. Esport bliver kun mere populært

4. Esport bliver kun mere populært

Vi ved, det kan være svært at holde styr på, hvad det der esport er for en fætter, men det bliver kun mere populært som tiden går – også i 2020.

 

Allerede nu kan mange udøvere leve af det, hvilket sandsynligvis også har haft betydning for, at det danske esportsfirma Astralis, som det første esportsfirma, lod sig børsnotere i december 2019. Flere eksperter regner også med, at det kun drejer sig om tid før esport bliver lige så populært som fodboldturneringer og Tour de France.

5. Velvære på sociale medier bliver endnu større

5. Velvære på sociale medier bliver endnu større

Vi har allerede set en snert af et større fokus på, at vi alle sammen skal have det godt, og at ingen skal lide overlast, når vi bruger sociale medier. Men i 2020 kommer social media well-being til at vinde endnu mere frem. 

 

Instagram har allerede testet at skjule likes i en række lande med den begrundelse, at de gerne vil undgå en usund konkurrencekultur, der ifølge techgiganten munder ud i et alt for stort fokus på at få anerkendelse. I denne forbindelse har Instagram også netop udgivet en guide til, hvordan man som forældre og børn passer på sig selv og hinanden på platformen.

 

Det er et positivt tegn på, at der generelt vil komme et langt større fokus fra både politikere, eksperter, kendte og virksomheder på, hvordan vi opfører os overfor hinanden, når vi sidder bag skærmen.

Gode råd til dit barns digitale liv

Få tips og tricks til, hvordan I som familie samt dit barn får mest muligt ud af de mange digitale muligheder.