5 podcasts du kan nyde i sommervarmen

Streaming er efterhånden uundværligt i vores hverdag, og at lytte til podcasts er i den anledning blevet mere almindeligt blandt danskerne. Podcasts kan beskrives som et stykke lyd, ligesom et radioprogram, der i stedet for at sendes i radioen på et fast tidspunkt kan streames direkte på din telefon, tablet eller computer, når det passer dig bedst. Du kan finde alverdens genrer og afsendere fra hele verden. Der er alt fra true crime og journalistiske afdækninger fra Danmarks Radio til sjove og underfundige samtaleprogrammer med skuespillere og komikere.

 

Her er fem danske podcasts, som vi lytter til i øjeblikket.

Mandag den 27. juli 2020

Her Går Det Godt

Her Går Det Godt

Genre: Nyheder 
Værter: Peter Falktoft og Esben Bjerre

Du kender sikkert Peter Falktoft og Esben Bjerre fra deres tid på P3 og DR3 programmet ‘Monte Carlo’ og eller måske fra deres tre 'Her Går Det Godt' rejseprogrammer fra henholdsvis Kina, Mexico og Sydafrika. De to jyder har dog også stor succes med deres nyhedspodcast ‘Her Går Det Godt’. Selv beskriver de deres program som fuld af højt humør, ærlige analyser og en yderst selektiv gennemgang af verdens tilstand. Ligegyldigt om det handler om storkene Tommy og Annika eller store politiske beslutninger, kan du regne med en energisk dækning, der er fuld af humor og personlighed og ikke mindst satiriske holdninger.


Podcasten udkommer en gang om ugen.
Find podcasten her: https://www.hergaardetgodt.dk/pages/podcast

Mørkeland

Mørkeland

Genre: True Crime 
Værter: Camilla og Kristine 


Hvad får et menneske til at begå den ultimative forbrydelse - at slå et andet menneske ihjel? Det forsøger Camilla og Kristine at kortlægge i deres samtalepodcast Mørkeland. En ugentligt podcast om dansk krimihistorie, hvor de både tager gamle og nye sager op. I Mørkeland sammenligner de to værter forskellige kilder for at skabe et helhedsbillede af sagen, samt de hovedpersoner, der fremgår. Man kan opleve store kendte sager, som Peter Lundin og mere forbigåede sager, som for eksempel den kinesiske mafias aktiviteter i den danske undergrund. 


Med over 100 afsnit og nye hver mandag er der masser af historier at tage fat på. Velkommen i mørket! Du kan finde podcasten her: https://www.moerkelandpodcast.dk/lyt-2

Rejsen

Rejsen

Genre: Personlige tidskrifter 
Vært: Danjiel “Drux” Deletic


‘Rejsen’ er en podcast af Heartbeats, der er sponsoreret af DSB, og har den 30-årige Danjiel ‘Drux’ Deletic som vært. Danjiel kommer fra en barndom i betonblokken, men det har aldrig holdt ham tilbage. Han har med sin musikblog interviewet kæmpe internationale musikstjerner, arrangeret vilde koncerter og senere tog hans fodboldprogram “Sat Af” hele den etablerede mediebranche med storm og vandt TV-prisen i 2018. Danijels egen rejse har været inspirerende, og nu taler han med inspirerende personligheder om deres rejser, og hvor de er på vej hen. Det er dybe samtaler, hvor de normale journalistiske spørgsmål er lagt på hylden sammen med janteloven.


Du kan blandt andet høre om, hvordan filminstruktøren, Jonas Risvig skabte et digitalt klasseværelse under Corona-krisen, med prominente gæster som de to forhenværende statsministre, nemlig Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Og hvis musik er mere din ting, kan du både finde Artigeardits rejsefortælling og høre om, hvordan Benjamin Hav fra Benal gik fra rygerklub til en af de mest aktuelle danske musikere. Så hvis du er fascineret af personlige og professionelle rejser, og de overvejelser der hører til, så er ‘Rejsen’ værd at prøve af.

 

Podcasten udkommer 1-2 gange om måneden og kan findes her: https://heartbeats.dk/series/rejsen/

Brinkmanns briks

Brinkmanns briks

Genre: Videnskab 

Vært: Svend Brinkmann


Hvorfor gør vi, som vi gør? Er jeg god nok? Må jeg godt være bange for mørket? Det er blot nogle af de spørgsmål som professor i psykologi, Svend Brinkmann besvarer sammen med sine gæster i DR podcasten ‘Brinkmanns briks’. Selvom emnerne lyder store og komplekse, formår podcasten at tage eksistentielle spørgsmål op og placere dem på relevante problemstillinger såsom at være ung under corona, eller hvorfor der opstår konspirationsteorier. Der vendes også hårdere samfundsproblematikker som depression og angst, og hvordan vi alle bærer tendenser til de omtalte sygdomme. Så hvis du også synes, at vi mennesker er nogle mystiske, mærkelige og forunderlige størrelser eller bare synes psykologi i et hverdagsperspektiv er spændende, så er Brinkmanns Briks måske noget for dig.

 

Podcasten udkommer en gang om ugen og bliver kørt af værten Svend Brinkmann og hans to gæster. Du kan finde det her: https://www.dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks

Hva’ så!?!

Hva’ så!?!

Genre: Komedie / Samtalepodcast

Vært: Christian Fuhlendorff 


Hvis du kan lide sjove samtalepodcasts eller bare elsker komikere, så bør du nok trykke play på podcasten "Hva’ så!?!". Her går komikeren Christian Fuhlendorff en tur med blandt andet Pilou Asbæk, Hella Joof og Anders Matthesen, og taler med dem om lidt af hvert; hvem de er, hvor kommer de fra, og hvordan de kommet til der, hvor de er nu. Selvom Christian Fuhlendorff er komiker, så jagter han ikke grinet, og samtalen minder mest om en samtale mellem venner, der går en afslappet tur sammen. Der er ingen trickspørgsmål og mennesket, der besøger Christian er i centrum. Det som Christian Fuhlendorffs gæster har til fælles er, at han beundrer dem eller føler, de har noget at byde på. Derfor er mange af hans gæster kollegaer fra comedybranchen, men han får også besøg af musikere, skuespillere og en enkelt retstekniker. Der er ikke noget samtalerne ikke kan rumme, og emnerne handler om alt lige fra livet efter døden til, hvad de har fået til aftensmad dagen før. Hvert afsnit varer ca. en time, bortset fra et helt uredigeret afsnit med Mikael Bertelsen, der kommer helt op på fire timer.

Der udkommer et afsnit hver uge, men under Corona kommer der nyt op til to gange om ugen. Du behøver ikke starte fra afsnit 1, men kan sagtens shoppe rundt blandt de gæster, du selv synes er interessante. Du kan finde podcasten her: https://christianfuhlendorff.dk/podcast/

Gør hver dag bedre

Find andre gode anbefalinger til hvordan du, gennem digitale platforme, kan blive inspireret og fylde dit liv med alt det, du elsker.