Anmeld fupopkald eller sms'er

Har du modtaget sms'er eller opkald fra en mistænkelig afsender (typisk fra et udenlandsk nummer), kan du give os besked her. Vi undersøger numrene og spærrer for dem, hvis det er nødvendigt.

Generelt opfordrer vi til ikke at klikke på links eller lignende fra numre, du ikke kender.

Har du spørgsmål vedrørende fupopkald eller sms’er så ring til os på 72 120 000.

Bemærk venligst, at vi kun kan hjælpe med fupopkald og sms’er sendt til Telenor kunder.

Spørgsmål og svar

Hvad er Phishing?

Phishing er en form for svindel, hvor svindleren vil lokke dig til at udlevere dine personlige oplysninger.


Hvis du, mens du søger på nettet, får vist en besked om, at din enhed har fået en virus, eller hvis du modtager et opkald fra nogen, der påstår, at de er fra eksempelvis Telenor, og beder om dit kontonavn og din adgangskode, er du sandsynligvis offer for et svindelnummer. Svindlere bruger alle midler – falske e-mails, pop-op-meddelelser, sms-beskeder og opkald – til at lokke dig til at dele dine personlige oplysninger, f.eks. adgangskoden til din computer, NemID nøglekort eller dine kreditkortoplysninger. Brug oplysningerne i dette skriv til at beskytte din konto og undgå svindelnumre.

Sådan skal du gøre, hvis du modtager et mistænkeligt opkald eller en telefonsvarerbesked


Svindlere manipulerer med telefonnumre og bruger smigrende eller truende udtryk for at lokke dig til at give dem oplysninger, NemID nøglekort eller kreditkort oplysninger. Mange af telefonopkaldene kommer typisk fra engelsktalende personer. Skulle danske virksomheder finde på at ringe til dig vil det som udgangspunkt foregå på dansk. Hvis du modtager et mistænkeligt telefonopkald, skal du undlade at opgive nogen form for personlige oplysninger og afbryde forbindelsen. Husk altid at kontrollere identiteten på personen i røret, inden du videregiver personlige oplysninger. Hvis du modtager et uopfordret opkald fra en, der påstår at være fra eksempelvis Telenor og du er usikker så kan du lægge røret på og kontakte virksomheden direkte.

Sådan skal du gøre, hvis du modtager en mistænkelig e-mail eller sms


Svindlere prøver at kopiere e-mails og sms-beskeder fra legitime virksomheder for at lokke dig til at dele dine personlige oplysninger og adgangskoder. Mange snyde e-mails og snyde-sms'er er typisk skrevet på dansk, ofte dog ikke et naturligt dansk, typisk oversat ved hjælp af oversættelsesprogrammer. Undlad at åbne bilag og klikke på links i mistænkelige og uopfordrede beskeder.

Følgende er tegn på phishing-forsøg:

• Afsenderens e-mailadresse eller telefonnummer stemmer ikke overens med navnet på den virksomhed, som afsenderen påstår at være fra.

• Beskeden er sendt til en e-mailadresse eller et telefonnummer, som du ikke har givet til virksomheden.

• Beskeden starter med en anonym hilsen, f.eks. "Kære kunde". De fleste legitime virksomheder bruger dit navn, når de kontakter dig.

• Et link lader til at være legitimt, men det fører til et websted, som ikke stemmer overens med adressen på virksomhedens websted. Tjek link ved at holde musemarkøren over linket for at se URL-adressen i statuslinjen / hold fingeren nede på linket.

• Beskeden ser meget anderledes ud end dem, du ellers har fået fra virksomheden.

• I beskeden bliver du bedt om at angive personlige oplysninger som f.eks. et kreditkortnummer eller adgangskoden til en konto.

• Beskeden er sendt uopfordret til dig, og der er et bilag vedhæftet.

Hvad er Wangiri?

Wangiri er fupopkald som ringer dig op i håb om at du ringer tilbage og derved bliver opkrævet mange penge for opkaldet.

Tip til hvordan du undgår at blive offer for svindelnumre med Wangiri fupopkald

Wangiri er betegnelsen for fupopkald hvor svindlen foregår ved at et udenlandsk nummer ringer dig op meget kort og lægger på før du kan nå at besvare opkaldet. Ringer du tilbage, bliver du ofte forbundet til en telefonsvarer i udlandet, og du vil få en stor regning for kaldet fordi nummeret trækker en meget høj minutpris (er overtakseret). Du kan undgå denne type af svindel ved aldrig at ringe tilbage til udenlandske numre som du ikke kender.

3 gode råd for at undgå at besvare Wangiri fupopkald:

• Tjek om det er et nummer, du kender inden du ringer tilbage.

• Tjek antallet af cifre. Husk at et rigtigt dansk nummer indeholder otte cifre og begynder med '+45'

• Er du det mindste i tvivl, så lad være med at ringe tilbage. Var det vigtigt så ringer vedkommende nok igen.

Hvad er Spoofing?

Spoofing er opkald fra udlandet maskeret med et dansk telefonnummer.

Spoofing er betegnelsen for en type fupopkald, hvor udenlandske svindlere så at sige ”gemmer sig” bag et dansk nummer. Når du bliver ringet op, ser det ud som om opkaldet kommer fra et dansk nummer, og når du besvarer opkaldet, får du oftest en udenlandsk svindler i røret, som forsøger at franarre dig personlige oplysninger. Denne type opkald kan være svære at beskytte sig imod, og ejeren af det danske nummer, som bliver brugt til svindlen kan opleve det som en stor gene, fordi mange (de som bliver udsat for svindlen) inden for kort tid vil ringe tilbage til nummeret.

Andre siger, at de bliver ringet op fra mit nummer

Hvis du oplever, at andre siger, at de er blevet ringet op fra dit nummer, selvom du ikke har ringet til dem, så kan du være ramt af spoofing. Ved spoofing har den udenlandske svindler ændret visningen af sit eget nummer til et tilfældigt dansk nummer. På den måde ser det ud som om man bliver ringet op fra et dansk nummer selvom opkaldet kommer fra udlandet. De udenlandske svindlere overtager ikke nummeret. Det danske nummer vises blot hos modtagerne af opkaldet.

Hvorfor bruger svindlere Spoofing?

De udenlandske svindlere vil gerne tale med danskere for at lokke oplysninger om kreditkort eller lignende ud af dem. Svindlerne ved af erfaring, at mange undlader at svare på opkald fra udenlandske numre, og derfor ønsker de, at det ser ud som om, de ringer fra et dansk nummer. Svindlerne påstår typisk, at de kan levere en ydelse, man har brug for. De skal bare lige bruge ens betalingsoplysninger.

Hvad skal du gøre, hvis du er udsat for Spoofing?

Først og fremmest skal du undgå at udlevere personlige oplysninger over telefonen, hvis det ikke er i forbindelse med opkald, du selv har taget initiativ til. Hvis du vil sikre dig mod spoofing, kan du først og fremmest lade være med at besvare opkald fra numre, du ikke kender. Når folk har brug for at tale med dig, så er det mest normale, at de lægger en besked eller ringer tilbage til dig.

Hvis dit nummer bliver brugt til Spoofing

Telenor har ikke mulighed for at spærre dit nummer. Hvis vi gjorde det, ville du ikke selv kunne bruge din telefon, og du ville ikke kunne modtage de opkald, du gerne ville have på din telefon. Vi ved af erfaring, at svindlerne typisk bruger et tilfældigt nummer til spoofing i 1-2 uger, før de skifter til et andet nummer. Det kan være voldsomt irriterende i den periode det står på, fordi man modtager mange opkald fra andre, der er blevet ringet op af svindlerne. Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har yderligere spørgsmål om mulig spoofing svindel.