5 råd til at undgå at blive svindlet på Black Friday

13. oktober 2022 | Sikker på nettet| 3 min.
Black Friday venter lige om hjørnet, og det betyder, at du snart kan vælte dig i tilbud på alt fra elektronik til vinterstøvler. Men desværre er Black Friday også højsæson for svindlere, der forsøger at få adgang til din bankkonto. Og problemet er stort. Ifølge en undersøgelse foretaget af Digitaliseringsstyrelsen i 2020 har hver 10. af os danskere nemlig oplevet at blive snydt på nettet.*

Vi har allieret os med Jakob Hjelvang Lemming, der er jurist i HELP Forsikring, som bl.a. er specialister i online svindel. Læs videre, og få hans råd til, hvordan du kan beskytte dig mod at blive svindlet til Black Friday. 

Råd 1: Vær kritisk når du besøger webshops, du ikke kender

Jakob Hjelvang Lemmings første råd er at være kritisk – især når det drejer sig om webshops, du ikke har handlet på før. ”Hold øje med, om webshoppen ser troværdig ud. Er der mange stavefejl? Ser priserne mærkelige ud, eller lyder deres tilbud mistænkeligt gode? Sådan nogle ting kan være tegn på, at webshoppen ikke er helt fin i kanten,” siger han, og tilføjer, at det også er en god idé at tjekke virksomhedens anmeldelser på Google og Trustpilot for at se, hvordan andre har oplevet at handle der.  

 

Læs meget mere om forskellige typer online svindel her: 5 typer af online svindel du bør være opmæksom på

Råd 2: Tjek at den tilbuds-mail, du har fået, ikke er et forsøg på phishing

Nogle gange behøver du ikke engang lede efter de gode tilbud – de kommer dumpende direkte ind i din e-mail-indbakke. Men der kan være grund til at være på vagt, for der er rigtig mange phishing-mails i omløb omkring Black Friday. Phishing er når en IT-kriminel eller en hacker sender dig en e-mail, hvor de udgiver sig for at være en anden (fx en nigeriansk prins, en ”hot single lady in your area” eller en webshop) og forsøger at lokke penge eller oplysninger ud af dig. Du kan blive klogere på phishing her: Lær at gennemskue fup på nettet

 

Jakob fra HELP Forsikring anbefaler, at du altid er forsigtig når du får e-mails med gode tilbud: ”Lad være med at klikke på links i de mails, du får. Hvis du fx får tilsendt et rigtig godt tilbud på et par vinterstøvler på mail, så åbn i stedet din internetbrowser, skriv webshoppens adresse ind, tjek om siden virker troværdig (læs mere om, hvordan du tjekker det i Råd 1) og søg efter støvlerne direkte på webshoppen. Så er du sikker på, at du ikke bliver ledt ind på en svindel-webshop, eller klikker på et link, der installerer malware (en sammentrækning af ordene malicious software, altså ondsindet software, red.) på din computer.” 

Råd 3: Pas på sms’er og e-mails fra leveringsfirmaer

Jakob fortæller, at mange svindlere er begyndt at udgive sig for at være et leveringsfirma, og at det svindelnummer især er populært på tidspunkter, hvor folk shopper meget på nettet, fx omkring jul og Black Friday. ”Det er en måde, hvor svindlerne prøver at lokke penge eller oplysninger ud af dig fordi de ved, at der er rigtig mange, der har bestilt flere pakker hjem, og måske ikke har lige godt styr på alle de forsendelser, de har på vej,” forklarer han, og uddyber: ”Hvis du har shoppet på forskellige webshops, kan det være svært at holde styr på, hvad der bliver leveret med PostNord, og hvad der bliver leveret med GLS, DAO, DHL eller en af de andre leveringsfirmaer på markedet. Og det forsøger svindlerne at udnytte.” 

 

Derfor anbefaler han, at du ikke klikker på noget i den besked, du får, men at du i stedet tjekker leveringsstatus på dine forsendelser via leveringsfirmaernes egne apps.  

Råd 4: Vær opmærksom på, hvordan du betaler med MobilePay

MobilePay er populært at betale med, og det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig helt utroligt nemt. Men hold øje med, hvordan webshoppen beder dig betale, når du betaler med MobilePay. Der findes nemlig to slags overførsler, som stiller dig forskelligt, hvis du bliver svindlet af webshoppen. ”Tjek din betalingsoversigt på din netbank – der kan du nemlig se, hvordan du har betalt. Det fortæller dig også, hvordan du er stillet, hvis du bliver svindlet,” forklarer Jakob.

 

Her er hvordan du kan se forskel: 

  • Hvis det er virksomhedens navn, der står i din betalingsoversigt, har du brugt MobilePay til at indsætte dine kortoplysninger, og det svarer teknisk set til, at du har betalt med dit betalingskort. Så kan du kontakte banken for at få dine penge igen, hvis du bliver svindlet.
  • Hvis der står MobilePay i din betalingsoversigt, er betalingen gået igennem med MobilePay på samme måde som hvis du lavede en almindelig bankoverførsel af pengene. Så kan banken sandsynligvis ikke hjælpe dig. 

 

På MobilePays hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du er stillet, hvis du bliver svindlet efter du har betalt med MobilePay. 

Råd 5: Få alting på skrift når du har kontakt med webshoppen

Hvis du ikke allerede gør det i forvejen, så gør det til en vane at gemme kvitteringer og at kontakte virksomheden på skrift i stedet for at ringe, hvis din ordre er forsinket eller ser mistænkelig ud, eller hvis du vil klage. Det har nemlig en meget klar fordel ifølge Jakob: ”Når du har skriftlig kontakt med virksomheden, har du også dokumentation, hvis der går noget galt, og det hjælper din sag.” For det første er det nemmere for dem, der skal behandle din sag, at de kan se, hvad virksomheden har lovet dig i første omgang, og for det andet har du bevis for forløbet, hvis din sag kommer videre til din bank, politiet eller retssystemet. 

 

Læs mere om webshopsvindel og få flere gode råd i denne artikel: Hvis du er blevet snydt af en webshop, er du desværre ikke den eneste

Få hjælp, hvis du bliver svindlet af en webshop

Få hjælp, hvis du bliver svindlet af en webshop

Vidste du, at du kan få hjælp hos Telenor, hvis du bliver svindlet af en webshop? Med NetSikker og NetSikker Plus får du nemlig juridisk eller økonomisk hjælp, hvis du bliver udsat for snyd, hvis dine varer er beskadigede, samt hvis de er forsinkede eller slet ikke dukker op.  

 

 

Relaterede artikler

Se alle